Om Enkotec
Enkotec specialiserer sig i at fremstille maskiner til sømproduktion til bl.a. palleproduktion og husbyggeri. Virksomheden, der har base i Skanderborg, har 85 medarbejdere og har eksisteret i 40 år.
Kenn Prinds, Chief Innovation Officer hos Enkotec
Enkotec, der har base i Skanderborg, er en virksomhed med 40 års erfaring indenfor fremstilling af maskiner til sømproduktion, som primært bliver brugt i fremstilling af paller og husbyggeri. Deres maskiner er kendt for at producere af høj kvalitet og høj volumen, og i kraft af deres teknologi har virksomheden opnået en unik markedsposition med eksport til hele verden.
Enkotec indsamler og bearbejder data fra deres maskiner via en cloudløsning. For at få overblik over mulige risici har de deltaget i et udviklingsforløb i regi af CyPro-projektet.
Efter at Enkotec digitaliserede deres sømmaskiner for at kunne optimere kundernes produktion med dataopsamling, havde de behov for at få belyst potentielle sikkerhedsaspekter. For at få hjælp til det, deltog de i et kursusforløb i IoT-sikkerhed, som er arrangeret af Alexandra Instituttet i samarbejde med Industriens Fond i regi af CyPro-projektet.
“Vi laver remote support på vores maskiner og har også en cloud-løsning, hvor vi trækker data ud og op i skyen. I begge dele er der et sikkerhedsaspekt, hvor vi både overfor os selv men også overfor kunderne havde brug for at vise, at vi har styr på det, og at der ikke er nogen risici forbundet med vores løsninger,” fortæller Brian Melgaard, der er teknisk projektleder på Enkotecs cloudløsning.
Virksomheden er ifølge Kenn Prinds, Chief Innovation Officer hos Enkotec, kendt for at levere noget driftsudstyr, som kan holdes kørende i rigtig mange år, og derfor giver det også rigtig god mening at indsamle og bearbejde data for kunderne i forhold til at optimere deres produktion.
Udviklingsforløbet, som de har deltaget i, består af en række fysiske møder og webinarer, og ifølge Brian Melgaard har det hjulpet med at afdække sikkerhedsniveauet i deres virksomhed. Det har bl.a. givet viden om sikkerhedsstandarder, værktøjer og certificeringer, som er vigtige, når man arbejder med IoT-sikkerhed.
Udover at give overblik over nogle af de standarder, som man kan tage fat i, er Enkotec også blevet opmærksomme på den menneskelige faktor indenfor IoT-ikkerhed, fortæller Kenn Prinds.
“Vi er blevet bevidste om, at der er en hel række processer, som vi skal have etableret i virksomheden for at undgå, at det er den menneskelige faktor, der udløser et datalæk. Hvis vi får en henvendelse fra en kunde, så skal vi kunne verificere, at det rent faktisk er kunden, og at de også har adgang til de her data.”
Brian Melgaard mener, at kursusforløbet er et super tilbud, der giver en masse viden, uden at man skal betale for det.
Næste skridt er at gå mere over i driftsfasen og sikre, at der sker en kontinuerlig udvikling inden for IoT-sikkerhed i deres virksomhed. Her har de lavet en foreløbig aftale med Alexandra Instituttet, som skal validere deres arbejde.
“Vi kan godt købe dyre konsulenter, men de har mange gange deres egen agenda. I det her tilfælde kan vi få nogle uvildige ind, som måske kan gøre os opmærksomme på nogle ting, som vi ikke selv har set,” forklarer Kenn Prinds.
Brian Melgaard, teknisk projektleder på Enkotecs cloudløsning
Hold hackerne væk fra jeres digitale produkter. Deltag i et af vores webinarer eller udviklingsforløb, og få uvildig hjælp og gratis viden til at udvikle IoT-sikkerhed.
(c) 2024 Alexandra Instituttet Privatlivspolitik